Interviews
| Interviews |
 |
 |
 |
|
Interview til Månedsmagasinet "Vores børn, Junior"
Mit barn er en forsigtig-Per Sådan hjælper du ham med at turde Uh, det kan være svært at spørge, om man må være med til at lege. For slet ikke at tale om at gå alene med onkel Peter og kusinerne i Tivoli. Måske oplever du, at dit barn let bliver kørt ud på et sidespor eller går glip af oplevelser, fordi han er genert. Vores Børn Junior viser dig vejen til at hjælpe dit barn i gang med at turde lidt mere.
Af Marianne With Bindslev
Jævnaldrende børn er i gang med en sværd-leg i gården. Emil elsker at lege Star Wars og står og kigger længselsfuldt ud af vinduet, men vil ikke gå ud og spørge, om han må være med i legen. Det er han for genert til, og du krummer tæer på hans vegne, da du oplever, at han går glip af mange gode oplevelser på generthedens alter. Spørgsmålet er, om du skal presse ham til at være med eller slet og ret acceptere, at Emil befinder sig bedst som tilskuer til tingene, da han er genert? ”Du skal aldrig presse dit barn til at være mere udadvendt,” siger Dorte Bærentzen, der er familieterapeut og småbørnskonsulent. Hun uddyber: ”Det du kan gøre, er, at give højlydt udtryk for, at det er helt i orden at være genert. Men det er klart, at oplever du, at din pige eller dreng, går glip af oplevelser på den konto, så må du hjælpe ham eller hende lidt på vej.” Pres ikke dit barn I den konkrete situation med Emil foreslår Dorte Bærentzen, at du for det første dropper at forsøge at overtale ham til at gå ud i gården og lege, hvis han ikke tør. Sig i stedet: ”Det ser sjovt ud, hva? Det er i orden, at du ikke tør at være med. Ved du hvad – skal vi ikke få Magnus herhjem og lege, så kan I lege sværdkamp herhjemme?” ”Det vigtigste er, at Emil ikke føler sig forkert, og at du anerkender hans følelser. I stedet kan du lave nogle legeaftaler hjemme hos jer med en kammerat, du ved, han er tryg ved. Efter et par gange kan du foreslå, at de leger hjemme hos kammeraten, måske bare i to timer den første gang. På den måde sikrer du dig, at Emil opbygger et venskab og får leget, men i sit eget tempo,” siger Dorte Bærentzen. Sådan starter genertheden Det er helt naturligt, at et barn er genert. Genertheden kommer til udtryk allerede, når din baby er 8-9 måneder og bliver bevidst om, at der er forskel på kendte og ukendte personer. Det betyder, at lille yndige Sofie ikke længere kan sendes rundt fra arm til arm som en anden vandrepokal, hun foretrækker nu, at mor og far er inden for rækkevidde – fænomenet er bedre kendt som separationsangst. Selve separationsangsten aftager, men de fleste børn skal lige se situationer og mennesker an, og nogle børn har mere brug for det end andre. ”Det at være genert er ikke negativt, men en måde at beskytte sig på, se mennesker an og er et trin på vejen til at kunne navigere i et socialt system,” siger Dorte Bærentzen, der påpeger, at det nærmest er mere naturligt for børn at være generte, end at de springer op på skøddet af den første og den bedste voksen. ”Ukritiske børn lever livet farligt, for hvordan skal de skelne mellem mennesker, der vil dem det godt og som de er trygge ved og andre?” spørger Dorte Bærentzen. Nogle børn er selvfølgelig mere generte end andre, og generthed er arveligt. Men om genertheden ligger i generne eller miljøet, er mere usikkert. ”Der er simpelthen forskel på børns personlighed. Men det er klart, at er man selv udadvendt og åben som forælder, så ser barnet, hvordan man gør, og bliver med stor sandsynlighed selv udadvendt,” siger Dorte Bærentzen.
Husk på, at du er Maries eller Emils advokat, og det er dit ansvar, at familiefesten bliver en god oplevelse. Første trin er at vejlede og forberede dit barn på, hvad der skal ske. ”Sig: Vi skal til en fest, hvor der vil være mange mennesker, og nogle kender du, andre kender du ikke. Kan du huske sidste gang vi var til Onkel Johns fødselsdag. Det er nogenlunde det samme denne her gang.” Svar for barnet Når I så er ankommet til festen og tanterne overfalder Marie, roder hende i håret og konstaterer: 'hun er genert, hva'?', så svar på dit barns vegne. Det siger Dorte Bærentzen: ”Sig: 'Nej, hun er ikke genert. Hun hedder Marie, og skal lige vænne sig til at være her.’ Og gå i øvrigt selv rundt og hils på alle så du er et eksempel for dit barn. Men husk, at du har øvet dig på det her i 30 år,” siger Dorte Bærentzen. Hvis nu det hele går i hårknude, og Marie begynder at græde, så træk hende helt afsides og sig: ”Jeg kan godt se, det er svært for dig. Det er mange, der gerne vil hilse på dig på en gang. Det er ok, at du bliver siddende hos mig, indtil du får lyst til at hilse.”
Oplever du, at genertheden er en kæmpe hæmsko for dit barn? Måske kigger Emil ned i jorden og klamrer sig til dig hele vejen igennem supermarkedet, han bryder sammen til store sammenkomster, har ikke venner, fordi han ikke tror på, at han har noget at byde ind med - så kan genertheden bunde i et lavt selvværd, forklarer Dorte Bærentzen. ”Her skal du arbejde på 'den lange bane' og virkelig vise dit barn, at du elsker det. Det kan være ved en spontant krammer, hvor du siger: 'Du er så lækker!' og udstråler det med hele din krop, og så skal du lade være med at rose præstationer, men i stedet interessere dig for, hvad barnet tænker og føler. Det kan være, hun har tegnet en tegning. I stedet for at sig: 'Ih, hvor er den flot', så kan du sige: 'Tak for den, den er jeg virkelig glad for' og spørg interesseret ind til, hvorfor huset er rødt og solen smiler. Giv dit barn plads og tid til at forklare sig,” siger Dorte Bærentzen. Målet er at give dit barn troen på, at det er elsket og værdsat lige, som det er. Det indebærer ikke nødvendigvis gaver og yndlingsretter alle ugens syv dage, men det indebærer nærvær og indlevelse. ”Det er også at anerkende barnet, at du giver udtryk for, at du er vred, hvis barnet har gjort noget dumt. Sig ikke: 'Du er dum,' men i stedet for: 'Jeg er vred lige nu, for du gjorde noget dumt lige der.' For alt i verden skal du respektere og anerkende dit barns generthed og åbne øjnene for, at det er helt ok at være genert, selvom tante Agathe siger noget andet. ”Så vær helt tryg ved, at dit barn klamrer sig til dit bukseben første skoledag. Det er helt naturligt, og hun skal nok slippe, når hun er tryg ved den ny situation, og jo mere du forbereder hende, des hurtigere sker det,” slutter Dorte Bærentzen.
Går i baglås på danseskole Derhjemme danser fire-årige Maja ofte glad rundt på stuegulvet, så du melder Maja til danseskolen. Men Maja ved slet ikke, hvad det er, og den første gang nægter hun at gå ud på gulvet og danse med de andre, men klamrer sig til dig. Hvad skal du stille op? ”Det værste du kan gøre er at undskylde til læreren og sige 'Maja er så frygtelig genert'. I stedet skal du anerkende, at situationen er ny for Maja, og at hun skal vænne sig til den. Du kan sige: 'Jeg kan godt forstå, at du synes, det her er svært. Jeg bliver siddende her hos dig indtil du synes, det her er ok,'” siger familieterapeut Dorte Bærentzen, der understreger, at du skal være forberedt på, at der kan gå nogle gange før Maja tør kaste sig ud i situationen. ”Overvinder hun ikke sin generthed, må I overveje at stoppe og starte igen, når Maja er lidt ældre,” siger hun.
Første skoledag ender i tårer Dagen er oprundet, og Karl står over for sin første skoledag. Alle sejl er sat til: Karl har vand i håret, er iført yndlingstrøjen og har sin spritnye skoletaske på ryggen, mens hans far blitzer løs. Men i klasselokalet nægter han at sætte sig på sin stol, og bryder ud i gråd. Hvad skulle kunne du gøre for at undgå, at Karl fik en dårlig oplevelse? ”For det første er der et enormt forventningspres til første skoledag – det er en større dag for forældrene end for børnene. De kender ikke reglerne, og det skaber usikkerhed,” siger Dorte Bærentzen, der anbefaler, at du forbereder dit barn rigtig godt på, hvad der skal ske. ”Besøg eventuelt skolen, så Karl ved, hvordan den i det hele taget ser ud. Beskriv grundigt og meget konkret hvordan et klasseværelse ser ud, og hvordan hvert barn har hver sin stol. Der er en skolelærer og noget, man skal lære. Sig også: 'Det eneste, man skal den første dag er at sidde på sin stol. Du behøver ikke at tale med de andre børn, men du kan godt. Du behøver heller ikke at tale med de andre voksne, men du kan godt.' Karl skal mærke, at du er der for ham.”
Genert over for de andre børn Sofie er en stor undskyldning for sig selv, når hun hver dag går i børnehave. Hun trykker sig op ad væggen og dukker hovedet. Hun vil rigtig gerne lege med Sinem, men tør ikke rigtig spørge, og hvis hun gør, er det med en musestemme, som knap nok kan høres. Hvad gør du? ”Tal med Sofie derhjemme om at du kan se, at hun er genert, og det er ok. Hjælp hende, så godt du kan. 'Jeg kan se, at du rigtig gerne vil lege med Sinem, og jeg vil gerne hjælpe dig. Hvad siger du til, at vi spørger, om Sinem kommer med hjem en dag og leger her?' Hvis Sofie er utryg ved at spørge, kan du sige: 'Jeg er din mor, og jeg ved godt, hvordan jeg spørger Sinems mor for dig.' Forbered Sofie på hvad der skal ske, når Sinem kommer, så hun er tryg ved rammen omkring aftalen. Du kan også tale med pædagogerne i institutionen om, at de skal hjælpe Sofie lidt med at tage kontakt til de andre børn – sådan noget er de som regel også dygtige til at tage hånd om.
Interview til ugebladet "Alt for damerne" 2011
Tekst: Julie Vöge Bliv forelsket i din kæreste -igen
Den første forelskelse er forlængst væk. Tilbage er en kærlighed, der måske er ved at drukne i rutiner og praktisk arbejde. Læs her, hvordan du igen kan få lyst til at holde din mand i hånden og glimtvis få mavesugene tilbage.
Vi kender dem godt. De der par, som selv efter 10-15 år sammen helt naturligt kysser og krammer hinanden flere gange hver dag. Simpelthen fordi de ikke kan lade være. Vi kender også de par, der efter bare et par år på samme matrikel knap kan huske den andens øjenfarve. Og ja, så lever de fleste i sådan et parforhold, hvor vi efter mindst en håndfuld år sammen stadig elsker hinanden, hvilket jo er skønt, men hvor vi samtidig kan blive usigeligt triste ved tanken om aldrig mere at skulle opleve forelskelsens berusende fjollethed. Og nej, hvis du har i sinde at blive i dit parforhold, så bliver du ikke forelsket i din mand igen, men du kan genoplive de varme og kærlige følelser, som din mand og dig havde, da I gik fra at være forelskede til at føle kærlighed til hinanden. Og det er bestemt lige så godt, som forelskelse. I hvert fald, hvis man skal tro familieterapeut Dorte Bærentzen. Hun siger, at forelskelsesfasen typisk varer 3-4 måneder. Det er en fase fyldt med urealistisk tænkning, hvor vi ikke ser fejl hos den anden, men til gengæld kan komme helt op at køre over, at den udkårne og en selv begge kan lide leverpostej og er venstrehåndede. Efter 4 måneder lander vi så med begge ben på jorden, og det er her, det viser sig, om forelskelsen kan transformeres til kærlighed. Gør den det, så passer den ikke sig selv. “Kærlighed skal passes og plejes, ellers taber vi nærheden og de varme tanker og følelser for vores partner. Her er det ikke nok, at sige: “Jeg elsker dig” med blikket rettet mod Tv’et. . Når kærlighed bare bliver noget, man siger, så flader den ud” Kærlighed, der ikke udmønter sig i konkret handling, er ikke noget værd, siger Dorte Bærentzen. Spol tiden tilbage Der kan være flere grunde til, at et parforhold bliver følelsesmæssigt “tamt”. Den typiske er, at vi mellem opvask, forældremøder, bleskift og havearbejde ikke har samme overskud til hinanden, som før vi blev tynget af ansvar, forpligtelser og flekslån. Og så bliver det, selv for kærlighed, hverdag. Dér hvor der så virkelig skal arbejdes for at genoplive de varme følelser til sin mand, er dér, hvor arbejdsfællesskabet også er fyldt med ophobede irritationer og usagte følelser. “Det pudsige er, at de egenskaber man oftest bliver irriteret over, er dem, vi i sin tid blev forelskede i. Da du mødte din kæreste, syntes du måske, at det var sødt og rigtigt mandigt, at han insisterede på at se fodbold tre timer hver lørdag eftermiddag og ikke gad drikke kaffe hos sin svigermor. Men, nu er lørdagsfodbolden bare irriterende. Her er det vigtigt at huske dig selv på, hvorfor du syntes, det var sødt engang. Måske du så kommer i tanke om, at hans insisteren på fodboldinteressen gjorde ham til helt sin egen og dermed attråværdig”, siger Dorte Bærentzen. Hun understreger, at det ikke er meningen, at vi bare skal acceptere hinandens gøren og laden, fordi vi syntes, det var tiltrækkende engang. Men, vi skal tage snakken i stedet for bare at ophobe irritation. Her kan det fx være en ide at aftale, at de tre timers Tv-kigning er okay, mod at manden så tager ungerne i Dyrehaven bagefter, så du også får tid til dig selv. Kroppen husker Udover tankemæssigt at prøve at spole tiden tilbage og huske sig selv og sin partner på de ting, som engang frembragte kærlige følelser og handlinger, så tag kroppen til hjælp. “Kroppen husker. I langt de fleste parforhold holder man fx i starten hånd under gåture, i biografen, ja, lige så snart det er muligt. Prøv derfor igen at holde i hånd, og så kan det være, at man kan huske følelserne fra dengang, det var naturligt at gøre det”, fortæller Dorte Bærentzen. Hun tilføjer, at det i det hele taget er godt at gøre sig lige så umage med sig selv og sine handlinger, som i begyndelsen af forholdet. Det betyder bla. væk med gryderne fyldt med spaghetti og kødsovs fra middagsbordet og ind med de pæne skåle og retter, der viser, at man godt vil bruge tid på at forkæle hinanden og gøre sig umage med oplevelser. Mærk spændingen ved at have gjort sig umage, og spændingen ved at følge sin kærestes reaktion. På den seksuelle front, er det ifølge familieterapeuten også vigtigt at huske hinanden på, hvad det var i måden, I var sammen på i starten, der gjorde, at I ville være sammen: “Her handler det oftest om lydhørhed. I unge forhold gør man alt for, at partneren skal have det rart, men hvis forholdet bliver fladt, så har man rent seksuelt også nok i sig selv. Ens egne behov kommer i fokus, og det bliver partneren altså på et tidspunkt træt af”. Genopdag hinanden og mærk glæden ved at glæde den anden! Læg mærke til hinanden - igen Hvor lang tid er det så lige, at du skal gøre dig umage og nulre din mand i håret før sengetid, som du måske gjorde hver aften for ti år siden, inden I helt naturligt slår smut med øjenene til hinanden igen? “Det kan man ikke sætte en konkret tidsramme på. Jeg oplever i min konsultation, at nogle par har denne her fastfoodtanke med, at nu tager vi på spaweekend uden børn, får talt alting igennem og så kører vores forhold følelsesmæssigt på skinner igen. Det er desværre ikke rigtigt. Det tager tid at vinde hinandens hede blikke tilbage, og det tager tid, før det måske ikke føles helt forkert at sige: “Hvor er du pæn med den skjorte på”. Men jo flere gange I viser selv den mindste opmærksomhed i hverdagen overfor jeres partner, des hurtigere føler den anden sig set og elsket”, siger Dorte Bærentzen. Hun tilføjer, at hun absolut ikke taler for, at du skal stå iført sort lingeri og en rose i munden og tage imod din mand, når han kommer hjem fra arbejde. Eller at du selv skal forvente at blive overøst med dyre ringe og buketter. I stedet mener hun, at det er bedst at sætte ind på et helt lavpraktisk plan, at lægge mærke til manden. Ser han træt ud efter fyraften, og så faktisk give sig tid til at lytte til, hvordan hans dag er gået. Altså se hinanden. Ikke kun på overfladen men giv dig selv de 10 sek. det tager at se og mærke din livspartner. Kommenter det du ser og vis at det faktisk interesser dig, hvordan han har det. Det tager måske 30 sekunder men tro mig det vil gøre jer begge godt. Alle mennesker vil gerne ses og tages alvorligt af et andet menneske. Alle mennesker vil gerne have en betydning i et andet menneskes liv, så kast dig ud i det. Det er gratis og gør rigtig godt at sige: ”hvor bliver jeg glad når jeg ser på dig” Hvornår er det for sent? Familieterapeuten tror ikke altid at det er nok at der ”hvor der er en vilje, er der en vej”. Hun synes, at det er vigtigt, at vi med mellemrum kigger vores forhold efter i sømmene på samme måde, som vi kritisk betragter vores arbejde. Det vil sige stiller sig selv og hinanden spørgsmålet: “Er det dét her, jeg vil?”. Hvis begge parter derefter stadig tror på, at de kan genoplive deres kærlighed, så vil nogle par kunne klare skærene selv, mens andre kan have glæde af ganske få timer hos en familie eller parterapeut. som Dorte Bærentzen. De forhold, hvor udfordringen er allerstørst, mener hun er dem, hvor den døde kærlighed skyldes utroskab. “Efter mange års praksis kan jeg sige, at utroskab meget sjældent forekommer med mindre, der er en brist i respekten eller kærligheden i forholdet. Vælger man at prøve at blive sammen efter sådan et ultimativt tillidsbrud, så er det vigtigt, at utroskabsaffæren ikke er færdig, før begge parter er færdige med at bearbejde, det der er sket. Når man så melder: “Okay, så er jeg parat til at komme videre med os”, så er det ikke tilladt for den forsmåede at slå sin partner oven i hovedet med svigtet de næste 25 år. Så er det en afsluttet sag”, forklarer Dorte Bærentzen. Hun oplever dog også indimellem, at netop utroskab kan være det wake-up call, der gør, at to mennesker for alvor forholder sig til hinanden igen. Alligevel anbefaler Dorte Bærentzen ikke utroskab som vejen til at ryste op i gamle og glemte kærlige følelser. Uanset hvor, hvordan og hvor ofte utroskaben er begået et det et ultimativt tillidsbrud.
Alarmklokker for et falmet forhold -Niels Hausgaard fortæller i et af sine shows om et par, der har været sammen ude til et middagsselskab. Da de kommer hjem, siger manden: “Det er nu en dejlig karrysalat, Åse laver”. Hvis det er det eneste, I har at sige til hinanden efter en aften sammen i byen, så tyder det på at forholdet er så dødt som det kan blive. -Hvis din mand eller du ikke har så travlt med at komme hjem fra arbejde. -Hvis din mand eller du ikke har så travlt med at gå i seng samtidig. -Hvis du ikke en gang bliver irriteret eller gal over, at din partner er hele tiden er væk. Det er tegn på, at ligegyldigheden breder sig - og når I er ligegyldige for hinanden, så er der lang vej til det hede og kærlige forhold. Kilde: Dorte Bærentzen, Familieterapeuten.org
Førstehjælp til falmede følelser -Spol tiden tilbage, og husk dig selv på, hvad det var, du faldt for. Kniber det med at huske, så tag kroppen til hjælp. Begynd igen at holde i hånd, kysse hinanden farvel og goddag og ligge i ske. -Det er ikke nok at sige, jeg elsker dig. Kærlighed skal udmønte sig i konkret handling. Lav en god middag, og kom med bemærkninger som: “Det er simpelthen så dejligt, at du gider slå græsset”, jeg bliver så glad og varm indeni når du kigger på mig på den måde eller “Du ser godt ud i den skjorte”. Kommentarerne viser, at du ser din partner, og når man bliver set, så er det også lettere selv at vise overskud og give positivt igen. Kilde: Dorte Bærentzen, Familieterapeuten.org
Mor er den bedste i verden - og på jobbet Mere ansvarsfuld, mere tålmodig og mere effektiv. Det er bare få af de kundskaber som morrollen giver dig, og som du snildt kan udnytte på jobbet. Og måske udnytte til at turde tage springet til at blive selvstændig og opnå mere fleksibilitet i forhold til job og familie? “Det er som om verden bliver lidt større, når man bliver mor. Når du er single og ikke har børn, så er du centrum i dit eget liv og har en tendens til at se unuanceret på mange ting. Når du bliver mor, så tænker du pludselig over forurening, hvor dårligt det er, at der ikke er flere elevatorer til barnevogne i metroen, hvilke politiske partier, der går imod nedskæringer på institutionsområdet og ja, bliver i det hele taget mere opmærksom på dine omgivelser, fordi de ikke kun vedrører dig, men nu også det lille menneske, som du har ansvaret for”, siger familieterapeut Dorte Bærentzen skråsikkert efter mange års tæt kontakt til mødre via sin rådgivningspraksis. Desuden har hun, gennem mange år haft en del kvindelige ansatte, hvoraf mange af dem er mødre, der efter endt barsel er vendt tilbage på jobbet med en effektivitet og ansvarsfuldhed, som de ikke havde i samme grad før, de blev mødre. “Mødre vil jo godt hjem til deres børn i ordentlig tid. Og da det ikke er min fornemmelse, at mødre interesserer sig mindre for deres arbejde end før, ja så gælder det om at prioritere sin arbejdstid stramt og ikke fedte rundt i den samme opgave i lang tid ad gangen”, fortæller Dorte Bærentzen. Hendes råd til andre chefer er at lytte til de ønsker nybagte mødre har om måske at gå ned i tid, arbejde på skæve arbejdstider eller have hjemmearbejdsdage. Hun mener ikke, at det er udtryk for dovenskab, men at det er mødre, der simpelthen effektiviserer deres indsats, når det gælder arbejdet. Ligesom de er vant til at være effektive med tøjvask, oprydning, rengøring og indkøb i de få daglige stunder, hvor babyen sover. Stil krav til chefen - eller bliv selvstændig Bedre til at håndtere stress, løse konflikter, lytte, motivere og inspirere andre er flere af de positive egenskaber, som Dorte Bærentzen mener, at kvinder kan bryste sig af, når de bliver mødre. Og de mange talenter bør være nok mental ballast til, at flere mødre stiller krav til øget fleksibilitet på arbejdspladsen i forhold til at jonglere arbejdsliv og familieliv på en facon, så mødre slipper for evig dårlig samvittighed over ikke at slå til det ene og det andet sted. “Det er dumt som udgangspunkt ikke engang at spørge sin chef, om det er okay med en hjemmearbejdsdag, fordi han sikkert vil svare nej. Mind dig selv om alle de kompetencer du har fået under barslen eller ved at have været mor i flere år, og bank kun på chefens dør”, siger Dorte Bærentzen og tilføjer, at hvis chefen ikke har meget tilovers for dine ønsker, så skal du måske begynde at læse jobannoncer. “Generelt er arbejdsmarkedet ikke gearet nok til mødre. Vi har af åbenlyse grunde lov til at blive hjemme, når vores barn er syg, og alligevel kvier vi os ved at ringe og fortælle om endnu en mellemørebetændelse. Er barnet syg igen ugen efter, ringer vi helt stressede til bedsteforældre eller skændes med manden om, hvis tur det er denne gang til at blive hjemme. Børn er bare lig mere fravær, og det burde ikke udløse røde knopper og sved på overlæben hos mor, men det gør det”, fortæller Dorte Bærentzen. Den oplagte løsning er at sige adios til vagtskemaer og chefer med hævede øjenbryn og bebrejdende blikke på uret, når du trækker i overtøjet og påbegynder dagens anden spurt ned til vuggestuen. Adios fast arbejde og goddag til et liv som selvstændig med fuld fleksibilitet i forhold til, hvornår du vil lægge dine arbejdstimer, og hvornår du vil hente dit barn. Hvis du ikke lige er i en branche, hvor det er muligt at blive selvstændig eller tjene nok til dagen og terminen som selvstændig, så er Dorte Bærentzen råd, at du minder dig selv om, at der skam findes masser af fantastiske mødre med 9-17-jobs: “Få det bedste ud af din situation. Kig på dit barn. Hvis det trives og er glad, så er der ikke grund til at piske dig selv med dårlig samvittighed”. Børn kan klare mere end man umiddelbart tror. Det er ikke kun tiden der er vigtig når man er sammen med sine børn, det er måden man er det på.
Interview til ugebladset "Alt for damerne" maj. 2011 Tekst: Julie Vöge Bestem selv, hvem du forelsker dig i Kærlighed og ægteskab er alt for alvorlige størrelser til at lade det være op til tilfældigheder, hvem vi falder for. Det mener en amerikansk psykolog, der har udviklet en teknik, hvor vi efter sigende selv kan bestemme, hvem vi kaster vores kærlighed på. Antallet af skilsmisser viser, at “Den eneste ene” hører hjemme i eventyr. Og det skyldes måske, at vi forlader vores valg af partner på tilfældigheder. Det er tilfældigt, om du begynder på lige netop det samme lærerseminar, får job som tjener på den samme restaurant eller melder dig på det samme karatehold som ham fyren, der får dit hjerte til at banke hurtigt, gør dig slap i knæene og usammenhængende fjantet at høre på. Til gengæld virker det ikke det mindste tilfældigt, når dit hjerte senere måske kun banker hurtigt under skænderier om børneopdragelsen, og enhver form for fjantethed er aldeles væk efter at have sandet, at I da forelskelsens rus havde lagt sig ikke havde andet end jeres hårfarve tilfælles. Derfor er det en besnærende tanke, at kærlighed ikke behøver at kickstartes på tilfældigheder og forblændende forelskelse. Tænk hvis vi helt bevidst kunne få en kærlighed til at spire og vokse til en anden person, som godt nok ikke giver os sug i maven, men som vi ved er i besiddelse af menneskelige egenskaber og værdier, der er værd at bygge et langt forhold på? De spørgsmål og tanker ramte den amerikanske psykolog James Epstein efter han blev skilt. Han satte sig for at undersøge, om man virkelig kan få kærligheden til at vokse mellem to mennesker, der som udgangspunkt har gode forudsætninger for at få et godt længerevarende forhold. Første del af empirien tog Dr. Epstein sig selv af. Han offentliggjorde sit projekt og annoncerede efter en forsøgsperson. Mange hundrede kvinder meldte sig, og valget faldt på en venezuelsk kvinde, der ud fra psykologens egen parmatch-test virkede til at have de rigtige grundværdier og forudsætninger. Og jo, de to gik faktisk hen og indledte et forhold, blev forelskede og oplevede sand kærlighed. Men, ak historien melder, at kvinden desværre endte med at tage tilbage til Venezuela, fordi hun efter års uroligheder i landet endelig kunne vende hjem til fred og endda til sit drømmejob. Det fik straks Dr. Epstein til at tilføje punktet, “ydre omstændigheder”, som et ekstra punkt, der skal være i orden, før to mennesker trygt kan gå efter kærligheden. Ellers taler psykologen om tre fundamentale punkter, der skal være tilstede for at kunne få oparbejdet en vis portion kærlighed i et forhold. Det er tilgængelighed, tiltrækning og fraværet af for store uoverensstemmelser som fx holdning til religion, politik, fri abort, børn og det ønskede antal af dem og hygiejne - både den personlige og i hjemmet. Hvor godt udgangspunktet er for to mennesker kan i følge Dr. Epstein simpelt lures ved at begge parter tager hans test: Arewegoodtogether.com - og jo, så kræver kærlighed stadig, at der er et minimum af fysisk tiltrækning til at starte med. Skel til arrangerede ægteskaber Det store spørgsmål er så, hvordan det er meningen, at vi skal kunne gå fra bare at kunne lide et andet menneske til forceret ligefrem at elske det? Et spørgsmål, der i følge Dr. Epstein ikke virker spor mystisk i store dele af verden, hvor arrangerede ægteskaber er en realitet. Her begynder forholdene oftest ikke som i den vestlige verden med ør forelskelse, men ved at et par familieoverhoveder taler sammen, lader det unge par mødes et par gange, og hvis de unge herefter giver et nik til ja, så er ægteskabet godt på vej. Og det samme er kærligheden, der ikke falmer med årene, men mange gange kun vokser sig stærkere. I sine studier lavede Dr. Epstein et forsøg i en undervisningstime. Han udvalgte og matchede tilfældigt otte studerende, der ikke kendte hinanden. De skulle give deres tilfældige partner point på en skala fra 1-10 i forskellige kategorier. Derefter skulle de kigge hinanden dybt i øjnene. Efter blot 2 minutter var der en lille stigning i “elske-kategorien”, en højere stigning i “kan lide-kategorien” og stor stigning i “nærheds-kategorien”. Øvelsen brugte Dr. Epstein til at vise, hvor lidt vi i realiteten skal hjælpe en førstehåndsinteresse og dermed et potentielt forhold på vej til varmere følelser. Udover øvelsen med at udveksle dybe blikke har Epstein udviklet en række andre fysiske og psykiske øvelser, der ret hurtigt skulle kunne bringe kærligheden frem mellem to fremmede mennesker. Aktivering af kærlige følelser Det lyder både besnærende og praktisk, hvis du bare lige kunne blive kæreste med din bedste ven, studiekammeraten eller din mors venindes søn, der er god mod børn og dyr, helt af sig selv svinger støvsugeren, kan banke en carport op på en weekend og er stamkunde i den lokale blomsterbutik. Og ved hjælp af nogle øvelser også kunne gå hen og elske ham samtidig. Besnærende, men også for optimistisk mener familieterapeut Dorte Bærentzen, der ikke synes, det lyder som en god ide at indlede et forhold baseret på fælles grundværdier for så at håbe på, at den seksuelle tiltrækning kommer henad vejen. “Jeg tror ikke, at vi bevidst kan aktivere alle de kærlige følelser der kræves, hvis de ikke umiddelbart kommer til os, men det er klart, at man kan hjælpe spirende kærlige følelser på vej. Kærlighed er hårdt arbejde, men det er også et hårdt bankende hjerte og dejlige bobler i maven. Når kærligheden slår igennem, er det sjældent hjernen og fornuften, der råder, og derfor er det svært at forestille sig, at vi kan tale os fornuftigt frem til at falde for hinanden”, siger hun. Omvendt mener Dorte Bærentzen, at Dr. Epstein har ret i, at den rene forelskelse ikke nødvendigvis er et holdbart udgangspunkt for længere forhold. “Nitten er jo at vi bliver blinde i forelskelsen og glemmer at tale realistisk sammen om grundværdier. Vi sætter os sjældent ned i løbet af den første uge og taler om, hvordan vi fx ser politisk på sundhedsområdet. I stedet synes vi bare, at det er enormt sødt, at vi begge vil have malet soveværelset lilla. Og det er ikke fordi, jeg mener, at man kun kan have et godt liv sammen, hvis man er enig i alt fra busruter til valg af statsminister, men de fleste har nok oplevet, at forelskelser holder som en illusion i alt fra en uge til et par måneder, og så vågner vi op og kan se, at der faktisk ikke er tale om dybtfølt kærlighed. Og det kan gå op for en, at man ligefrem har været forelsket i en psykopat”, fortæller Dorte Bærentzen. Non-verbal tiltrækning Netdating minder som koncept om Dr. Epsteins opskrift på udgangspunktet for det kærlighedsrige, længerevarende forhold. I ugevis kan to fremmede maile sammen og udveksle erfaringer og holdninger, og som tiden går, kan følelserne blive større og tilsidst minde helt om kærlighed. “Men, i det sekund, man så mødes, bliver alle ord sekundære, for så finder vi ud af, om vi er fysisk tiltrukket af hinanden eller ej. Er vi det, så er næste hurdle at finde ud af, om der er mere end fysikken at bygge videre på. Det er sådan, at indenfor de første 33 måneder af vores liv, får vi grundlagt vores evne til at forvalte vores følelser. Og når vi senere i livet føler os tiltrukket eller frastødt af et andet menneske, så går det tilbage til vores erfaring fra vores non-verbale første leveår. Jeg mener, at det er en forudsætning for tiltrækning og succes i et parforhold, at vi møder ét andet menneske med den samme måde at tackle følelser på. Ikke forstået sådan, at ens partner skal reagere på alting som en selv, men han eller hun skal have de samme grundlæggende egenskaber”, forklarer Dorte Bærentzen. Derfor mener hun heller ikke, at der er hold i klicheen om, at “modsætninger tiltrækkes af hinanden”. Forklaringen er snarere, at når vi gentagne gange falder for ham den vilde fyr, der danser på bordene og er os utro, så er det fordi, han udlever en side, som vi har inde i os selv. Han lever bare siden ud, og er netop derfor tiltrækkende. Frem med Kirsten Gifte-kniv Modsætning eller ej, så mener Dorte Bærentzen at Dr. Epstein har fat i den lange ende, når han plæderer for, at skæbnen eller kærligheden kan hjælpes på vej. Hun henviser til, at når to kommende, indiske svigermødre stiller hinanden spørgsmål som: Kan din søn arbejde hårdt, stå tidligt op, kan han lide børn og lade være med at slå? Eller kan din datter lave mad, gøre rent og har hun humor? Så får de sat flueben ud for en masse grundlæggende ting. Og så er det ellers op til det unge par selv at sige nej eller ja efter et par møder. “På den måde kan matchmaking eller “Kirsten-gifte-kniv-ideen” være god nok. Og har man ikke en driftig mor eller veninde, der kan stille spørgsmålene for én, så stil dem selv. Få kortene på bordet hurtigt, hvis det er et længerevarende forhold du søger. Lad være med at skjule dine fejl og mangler, men sig ærligt: “Du skal vide, at jeg har vintermelankoli og ikke vil have børn”. På den måde ved begge parter, hvad de har at forholde sig til, og om det her er værd at bruge mere krudt på”, siger Dorte Bærentzen. Af andre forudsætninger for at få et forhold til at gå fra forelskelse til bæredygtig kærlighed nævner hun, respekt og rummelighed, og at et par skal udvikle sig i kraft af hinanden og ikke på trods af hinanden. Og så er det hendes erfaring, at begge parter være inden for den samme intelligensgruppe. Det giver de bedste forudsætninger for en fælles udvikling og en god basis for respekt. I modsat fald kan det blive det et forhold med en skæv magtfordeling: “Det kan godt være, at den unge, kvindelige advokat har scoret byens lækreste fyr i fitnesscenteret som ikke er til snak, men helst bare vil pumpe jern, eller at den 50-årige sølvræv af en chef er rendt af med sin 22-årige sekretær, men i de forhold er der sjældent tale om ægte kærlighed. Snarere prestige og trofæværdi”. Unge shopper kærlighed I bund og grund stiller Dorte Bærentzen spørgsmålstegn ved, om vi som Dr. Epstein skal sigte efter “den eneste ene” eller om kærlighedspresset kan lettes lidt, hvis vi som udgangspunkt synes det er okay med kortere forhold: “Jeg ser ikke nødvendigvis skilsmisser som et onde. Det er et stort kristent, religiøst krav, at vi skal møde den eneste ene og forblive gift resten af livet. Faktum er, at halvdelen af os bliver skilt og som regel finder en ny partner. Og det fungerer faktisk godt for de fleste at leve i det, vi kalder serielt monogami. I gamle dage gik bedstemor til bal to gange om året og blev gift med den første, der bød hende op til dans. Og jo, det kan da godt være, at hun med tiden kom til at elske Ejnar dybt, men det kan også være, at hun aldrig oplevede amors store sus. I dag er der en slags shoppekultur omkring kærlighed og forhold. De unge shopper kærlighed i en grad, så når forelskelsen er væk, så gider de ikke arbejde for kærligheden, og så er det bare videre til næste emne. Tv-programmer som “Paradise hotel” og “Dagens mand” viser tydeligt, at det er helt okay at sige: “Jeg kan ikke lide din tatovering på højre skulder - næste”. Her er intet overladt til tilfældigheder. De unge får linet potentielle partnere op og vælger benhårdt. Og det er fint nok, men så skal ingen regne med de der kærlighedsrige, længerevarende forhold, som Dr. Epstein leder efter”, slutter Dorte Bærentzen. (Boks) 8 øvelser til at opnå spirende kærlighedsfølelser -mellem fremmede eller i parforhold, der er kørt fast... -Omfavn hinanden og synkronisér jeres vejrtrækning. -Kig hinanden dybt i øjnene i mindst to minutter. Øjenkontakt er lig med sårbarhed og medfølelse - effekten er kendt som Stockholm-syndromet, hvor gidslerne i en svensk bank efter et stykke tid fattede sympati for gidseltageren. -Skiftevis efterligner I hinandens overdrevne abebevægelser, hvor der slås ud med arme og ben. -Lad jer skiftevist falde tilbage og lad den anden gribe - stor tillidsøvelse. -Del en hemmelighed. -Tænk en tanke og lad den anden forsøge at læse din hjerne ved via spørgsmål at skyde sig ind på, hvad du tænker. -Ryk nærmere hinanden hvert 10 sekund, indtil I tilsidst er helt fysisk tæt - mange ender med at kysse. -Vend jeres håndflader tæt mod hinanden uden at røre. Og hold dem i et stykke tid. Kilde: Dr. Epstein, læs mere på Drrobertepstein.com (billedtekst til billede af Dorte Bærentzen) Dorte Bærentzen er psykoterapeut med speciale i familier og børn. Se mere på Familieterapeuten.org
Interview til Ugebladet Alt for Damerne. januar 2011 |