Månedsmagasinet "Vi forældre" brevkasse
| Månedsmagasinet "Vi forældre" brevkasse |
 |
 |
 |
|
Kære Dorte Bærentzen Hvor tidligt kan man give sine børn pligter? Min mand og jeg er meget uenige om det da jeg godt mener at børnene kan hjælpe til og min mand mener at børnene skal være neget ældre. Hilsen Maj mor til Petrine 5år og Niels 2 år
Kære Maj Børn kan ret tidligt hjælpe til derhjemme og det er en god ide at starte tidligt. Børn synes det er sjovt at deltage men kravene skal selvfølgelig ikke overstige barnets evner. 2 årige kan sagtens bærer deres bestik eller gaffel til middagsbordet og retur efter maden. Lav en leg ud af det så lærer dine børn bedst. Børn leger ikke for sjov skyld. Al leg er en træning til noget barnet skal bruge senere i livet. Pligter er således det der gør at børn opbygger selvdisciplin, som de skal bruge i sociale relationer, i skolen og senere på en arbejdsplada. Vær ikke bange for at stille aldersvarende krav. Nogen forældre opfatter desværre det at stille krav til sit barn som straf , men faktisk er det et udtryk for omsorg or deltagelse i barnets udvikling. Så begynd tidligt og øg kravene med alderen. Leg det ind med det helt lille barn og vær tydelige når du stiller krav. Når børn er i 6 års alderen kan det ikke nytte noget at sige: ”vil du være sød, at bære din tallerken ud.” Svaret er ofte nej fordi kravet er uklart. Væn dig til at tale tydeligt feks :” Jeg vil gerne have at du stiller din tallerken ud i køkkenet.” Hvis du synes det er svært at stille krav til dine børn så begynd i det små og så både du og børnene vokser med opgaven. Din datter Petrine på 5 år kan sagtens være med til borddækning, hjælpe med at snitte grøntsager, hænge sit udetøj op osv. Lav nogle faste ritualer omkring dette så det ikke kommer som en overraskelse hver dag. Din søn Niels kan også sagtens selv hænge sit ude tøj op, bære ting til middagsbordet og hjælpe til med de ting du synes er relevant. Nøjes med 3-4 krav du ved du kan holde fast i i stedet for 20 regler du ikke orker at håndhæve. Du gør jer alle sammen en tjeneste ved at være bevidst om at stille krav. Tro mig det er for sent når de er teenagere. De bedste hilsner Dorte Bærentzen
Hej Dorte Jeg er træt af altid at være "bussemanden", der hiver fat i børnene og under skrig og skrål klipper deres negle, renser deres ører og vasker deres hår. Min mand synes ikke behovet for personlig pleje, hvad ungerne angår, er lige så stort som jeg - og jeg er altså ikke fantatisk - men jeg nægter at sende børn ud ad døren med fedtet hår, klistrede ører og lange kløer. Hvordan får jeg min mand til at tage sin del af de mindre morsomme forældrepligter? Hilsen Johanne, mor til Elias, 4 år og Sarah, 2 år. Kære Johanne Det er simpelt. Du skal ændre din omtale af dig selv fra bussemand til anavarsfuld mor. Ingen børn bør gå rundt med klistrede øre, lange klør og beskidt hår. Selv i lande hvor der er krig og andre katastrofer ser man mødre pleje deres børn ansvarsfuldt. Børn der er uplejede og lugter virker frastødende på andre mennesker og man tager automatisk afstand fra dem. De bliver ikke lige så ofte taget op og kælet med og voksne henvender sig ikke spontant til dem. På en eller anden måde vækker det noget instinktivt i os og vi føler os frastødt, uanset hvor på kloden vi bor. Så mit råd til dig er: Blæs på din mand, vær ansvarsfuld som mor og plej dine børn. Hvis der er meget skrål og ballade omkring dette så lav det til en sjov leg hvor i synger nogle bestemte sange gør nogle sjove ting og finder giraffer og næsehorn i ørene og i håret. Vis børnene at du synes det er sjovt og gerne vil være sammen med dem i dette. Lad være med at bruge mere krudt på at få din mand til at deltage. Han kan tage opvasken eller bage en kage imens. De bedste hilsner Dorte Bærentzen
Kære Dorte Min far synes, det er sjovt at lære min 3-årige søn ord som prut, bussemand og snotunge, og ja, det synes min søn til forskel fra min mand og jeg også er sjovt. Jeg har flere gange bedt min far om at holde inde med undervisningen, men han hører ikke efter. Han er på alle andre måder en super morfar, men hvordan får jeg ham til at respektere mit ønske om en ordentlig sprogtone overfor min søn?" Charlotte, 28 år, mor til William, 3 år.
Kære charlotte Der er kun 2 der bestemmer hvilke værdier jeres barn skal opdrages til at have, dig og din mand og uanset hvad de øvrige familiemedlemmer mener om det, skal det respekteres. Din far har tilsyneladende svært ved at forstå alvoren når I hvordan i gerne vil have at jeres barn skal omgås andre mennesker. Jeg synes din far har en respektløs adfærd overfor dig og din mand og jeg synes absolut ikke han skal have lov til at fortsætte med det. Det kan godt være han synes det er sjovt at få en lille dreng til at gøre og sige alt det han ikke selv tør, men han må finde en anden legekammerat. Det børn mødes med allerede tidligt i deres liv kommer til at præge deres tilgang til livet, så det er ikke uvæsentligt hvilken tilgang man Har. Nu tror jeg ikke et barn tager livsvarigt skade af at kunne sige bussemand men det er heller ikke det der er på færde her. Det handler om din fars respekt for det I bestemmer og det er det jeres søn ser. Jeres dreng ved allerede nu at morfar er ligeglad med hvad I siger og gør og det er tilladt at ignorere jer. Han er en skidt rollemodel og måske skal din far hjælpes til en andel leg hvor han i stedet for kan gå forrest i en leg der er til glæde for jer alle sammen. Det er dejligt at din far har lyst til at lege med jeres dreng men hvis han ikke kan skifte repetoire må I tage en stram styring af deres samvær. De bedste hilsner Dorte Bærentzen
Kære Dorte "Min mand og jeg skændes en del omkring vores forskellige tilgang til børneopdragelse. Min mand er meget konsekvent, og det er jeg ikke. Det betyder fx, at hvis vores søn på 4 år ikke spiser noget som helst af sin aftensmad, så får han ikke noget før næste morgen, hvis det står til min mand, hvor jeg ikke kan lade være med at give ham lidt cornflakes lige inden sengetid. Jeg synes jo, at min mand generelt er for striks, mens han synes, at jeg er for vattet og lader børnene bestemme for meget. Hvordan nærmer vi os hinanden?" Ditte, 33 år, mor til August, 4 år og Sally, 2 år. Kære Ditte Man kan sammenligne forældre med karavanefører. Man førere sine passagerer trygt gennem skiftende landskab med stor omsorgsfuldhed, vejledning og passende udfordringer. Lige meget hvor mange bump der er på vejen skal passagerne kunne stole på, at dette kan karavaneføreren magte og man kan være helt tryg. Dette gælder også i familier. Børn lærer af forældrenes adfærd men det kræver at forældrenes adfærd er meningsfuld for dem. Det er derfor forskelligt, alt efter barnets alder, hvor meget børnene forstår. Èn ting de med sikkerhed ikke forstår: hvorfor man skal sulte når man ikke kan lide maden! Det kan sagtens være at din datter ikke kan lide maden den pågældende dag, men med lidt god vilje kunne hun vel spise tilbehøret og alligevel blive mæt. Hvis stemningen er rar omkring bordet så plejer det at kunne lokke en bid ekstra ned. Mad er ikke kun næring. Det er symbol på liv, man som forældre giver sine børn og hinanden. Det er derfor ikke ligegyldigt hvordan man byder, tager imod eller afviser mad. Et 4 års barn er ved at udvikle evnen til at sætte grænser. Noget som I er rollemodeller for. Så det er formentlig en kombination af, at smagsløgene er ved at blive udviklet og det nye ved at kunne sige nej, I ser. Du skriver at i er uenige om opdragelsen. Helt enig bliver man nok aldrig. Din mand har ret så langt som, at man skal være konsekvent. Det er ikke det samme som at omdanne hjemmet til et terror regime hvor man er bange for at begå fejl. Opdragelse/ vejledning/ grænsesætning er 3 sider at samme sag. Så vejled jeres barn og sig nej når I mener det men gør det på en omsorgsfuld måde. Bær over med jeres børn når de ikke lige lever op til jeres forventninger og kig på jer selv: Er jeres forventninger realistiske til den alder barnet har, føler I jer vurderet af omgivelserne på hvor velafrettet jeres barn er?
Kære Dorte Bærentzen Min datter på fire år får så ubehagelige anfald, hvor hun bare ligger på gulvet og skriger. Vi er ikke i tvivl om, at det hænger sammen med, at hun for et halvt års tid siden blev storesøster, men hvordan skal vi tackle de her anfald? Som det er nu, sender vi hende ind på værelset for at hun kan rase ud, men jeg er i tvivl om vi gør det rigtige? Hilsen mor og far Kære Mor og far Jeres datter forsøger at fortælle jer noget, som i ikke hører og derfor ”råber” hun højere og højere for at blive hørt. Så det er nu I skal høre efter. Du skriver at hun er blevet storesøster for et halvt år siden. Hvordan tror du hun har det med det? Hvad er der gået fra hende efter hun blev storesøster? Jeres datter er gammel nok til at I kan tale om dette men det skal være på hendes niveau. En måde at gøre dette på kunne være sidde med hende alene og sige: Far og jeg kan se at du indimellem bliver så vred at du ligger på gulvet og skriger. Det ser ikke rart ud så vi vil gerne hjælpe dig med at finde en anden måde så du ikke behøver at blive så vred. Faktisk ser du også ked ud af det. Er det rigtigt? Og så hør på hende. Tag hende alvorligt. Anerkend at det er svært at blive storesøster. Lad hende have alle de følelser hun måtte rumme uden at gøre hende eller følelserne forkerte. Fortæl at I også synes det er svært og I gerne vil hjælpe hinanden, så det bliver godt for jer alle sammen. Det kan være en god ide at hun skal ind på sit værelse når hun bliver så vred men en af jer skal med! Hun skal ikke sendes væk og straffes. Hun føler sig formentlig udenfor nu hvor der er et nyt barn i familien og det vil kun forstærke hendes følelse af at være til overs, når hun bliver sendt væk. Set fra jeres store piges vinkel, så har hun mistet jeres ubetingede opmærksomhed og har fået en uhyggelig svær konkurrent. Den lille skal der tages særligt hensyn til og der bliver nu stillet større krav til storesøster. Hun kunne frygte at i glemmer hende og ikke elsker hende mere. Uanset hvad i forsikrer hende om. Det er derfor jeres handlinger overfor hende bliver så vigtige. Hun skal vide at I elsker hende lige så meget som før og det viser I hende aller bedst ved at tage hende alvorligt. De bedste hilsner Dorte Bærentzen
Hvordan fortæller vi børnene om vores skilsmisse? Hej Dorte "Min mand og jeg er efter lang tid overvejelse blevet enige om, at vi skal skilles, og at vores to piger på 2 og 4 år skiftevist skal bo en uge hos os hver. Vi er dog meget i tvivl om, hvordan vi skal fortælle pigerne om vores beslutning?" Jenny, 29 år, mor til Nanna, 4 år og Silje, 2 år.
Kære Jenny Det vigtigste er, at I skelner mellem jeres og børnenes tarv. Hvis I hele tiden holder det for øje er jeres børn godt hjulpet. Hvis børnene ellers trives, kan de sagtens leve med en forklaring om at far sover et andet sted og at de snart skal se ham. Men I kan ikke løse børnenes savn og spørgsmål ved at forklare og forklare. De forstår her og nu situationen, så svar på det I bliver spurgt om og gem alle ”voksen forklaringerne” At I vil dele børnene er en meget dårlig ide. Børn kan ikke leve så splittede. De har brug for at have en fast base hvorfra de kan undersøge verden. Nanna på 4 år kan klare 1 overnatning hver 2 uge og Silja på 2 år bør sove i sin seng hos den ene af jer. De vil begge have glæde af, at besøge den de ikke skal bo hos 1-2 gange om ugen men skal returnere til deres eget hjem ved sengetid. I skal som forældre lægge en strategi for dette og undlade at inddrage børnene i disse diskussioner da de vil reagere voldsomt og opleve inddragelsen som jeres tvivl og uformåen og de risikere at miste troen på jeres evne til at håndtere situationen. De vil komme i loyalitetskonflikt og de vil forsøge at kontrollere situationen med de midler et par småpiger på 4 og 2 år har. I har valgt at blive skilt ikke jeres børn så læg jeres egne behov til side og tilgodese jeres børns behov. De bedste hilsner Dorte Bærentzen |